Problemet og løsningen

Problemet

Mange af os følte os utilstrækkelige, uværdige, alene og bange. Vores indre matchede aldrig, hvad vi så på andres ydre.

Tidligt kom vi til at føle os adskilte – fra forældre, fra jævnaldrende, fra os selv. Vi tunede ud med fantasi og onani. Vi tilsluttede os ved at drikke billederne, billederne og forfølge objekterne i vores fantasier. Vi begærede og ønskede at blive begæret.

Vi blev ægte afhængige: sex med sig selv, promiskuitet, utroskab, afhængighedsforhold og mere fantasi. Vi fik det gennem øjnene; vi købte det, vi solgte det, vi byttede det, vi gav det væk. Vi var afhængige af intrigerne, drillerierne, det forbudte. Den eneste måde, vi vidste at blive fri for det, var at gøre det. "Vær venlig at forbinde med mig og gøre mig hel!" vi græd med strakte arme. I begær efter den store løsning gav vi vores magt væk til andre.

Dette frembragte skyld, selvhad, anger, tomhed og smerte, og vi blev altid drevet indad, væk fra virkeligheden, væk fra kærligheden, fortabt i os selv.

Vores vane gjorde ægte intimitet umulig. Vi kunne aldrig kende ægte forening med en anden, fordi vi var afhængige af det uvirkelige. Vi gik efter "kemien", forbindelsen, der havde magien, fordi den gik uden om intimitet og ægte forening. Fantasy fordærvede det virkelige; lyst dræbte kærligheden.

Først misbrugere, så kærlighedskrøblinge, tog vi fra andre for at fylde det, der manglede hos os selv. Når vi igen og igen lurede os selv til, at den næste ville redde os, var vi virkelig ved at miste livet.

Genoptrykt med tilladelse fra SA Litteratur.

Oversat til dansk med tilladelse fra SA Oversættelsesudvalget

Reprinted with permission of SA Literature.

Translated in Danish language with permission from SA Translations Committee

Løsningen

Vi så, at vores problem var tredelt: fysisk, følelsesmæssigt og åndeligt. Helbredelse skulle ske i alle tre.

Den afgørende holdningsændring begyndte, da vi indrømmede, at vi var magtesløse, at vores vane fik os til at piske. Vi kom til møder og trak os tilbage fra vores vane. For nogle betød dette ingen sex med sig selv eller andre, herunder ikke at komme ind i forhold. For andre betød det at "tørre ud" og ikke have sex med ægtefællen i en periode for at komme sig fra begær.

Vi opdagede, at vi kunne stoppe, at det ikke dræbte os at spise sulten, at sex faktisk var valgfrit! Der var håb om frihed, og vi begyndte at føle os i live. Opmuntret til at fortsætte vendte vi os mere og mere væk fra vores isolerende besættelse af sex og selv og vendte os mod Gud og andre.

Alt dette var skræmmende. Vi kunne ikke se vejen forude, bortset fra at andre var gået den vej før. Hvert nyt skridt i overgivelsen følte, at det ville være ude af kanten til glemslen, men vi tog det. Og i stedet for at dræbe os, dræbte overgivelse besættelsen! Vi var trådt ind i lyset, ind i en helt ny livsstil.

Fællesskabet gav os overvågning og støtte for at forhindre os i at blive overvældet, en sikker havn, hvor vi endelig kunne se os selv i øjnene. I stedet for at dække vores følelser med tvangsmæssig sex, begyndte vi at afsløre rødderne til vores åndelige tomhed og sult. Og helbredelsen begyndte.

Da vi stod over for vores defekter, blev vi villige til at ændre os; at overgive dem brød den magt, de havde over os. Vi begyndte at være mere komfortable med os selv og andre for første gang uden vores "stof".

Ved at tilgive alle, der havde såret os, og uden at såre andre, forsøgte vi at rette op på vores egne fejl. Ved hver ændring faldt mere af den frygtelige byrde af skyldfølelse fra vores skuldre, indtil vi kunne løfte vores hoveder, se verden i øjnene og stå fri.

Vi begyndte at praktisere en positiv ædruelighed, idet vi tog kærlighedens handlinger for at forbedre vores forhold til andre. Vi lærte at give; og det mål, vi gav, var det mål, vi fik tilbage. Vi var ved at finde, hvad ingen af vikarerne nogensinde havde leveret. Vi lavede den rigtige forbindelse. Vi var hjemme.